Så er vi hjemme igen efter Sjælland Rundt.

Der skulle have været 5 både i vort løb, men den ene var ikke en standardbåd, så han blev flyttet til et andet løb. Herefter var der 4 både i løbet. To både fra Helsingør, Torstens Roma og Partout.

Vi startede i kraftig medstrøm kl. 10.10. Vi drev lige efter starten forbi målliniens forlængelse, og det tog os 5 minutter at komme tilbage og over startlinien.

Vi hentede lidt af feltet og observerede af og til accenter, idet ialt  7 accenter deltog.

Den første dag var der mod Odden svag vind  Ved aftensspisetid var det vindstille, og vi måtte kaste anker. Besætningen (undtagen Jens) fik sig et havbad før den obligatoriske skipperlobescoves.

Vi rundede først Odden kl. 5, og da vendte en af Accenterne fra Helsingør, Grand Cru, om. Senere fandt vi ud af, at også en af de andre havde opgivet.

Vi rundede Odden ½ time efter "Veninden". Vi fortsatte med kryds og modstrøm ned gennem Storebælt, og ved Stigsnæs var "Veninden"s forspring 1 time.

For natten lovedes der hård vind, og det blev der i Smålandsfarvandet, som vi gennemsejlede med genua 2 og 1 reb i stor'en. Det var en hård nat med kryds rundt om de ikke lysmarkerede grunde. Hen på morgenen døde vinden naturligvis helt, og vi måtte pga modstrømmen igen kaste anker. Vi var på det tidspunkt noget mismodige, idet vi jo her søndag morgen kun var nået godt halvvejs.

Vejrudsigten lød på vind fra sw op til 13 m pr. sek. Og efter nogle timers forløb kom vinden fra sw. Desværre befandt vi os på det tidspunkt på et sted i smålandsfarvandet, hvor vi ikke fra starten kunne have glæde af vindændringen. Vi passerede derfor Kalvehave kl. 12, 3½ time efter "Veninden". Med den kraftige sw-vind og medstrøm gik det tjebt til Helsingør med fart op til 8 knob. Vi var i Helsingør kl 1 i nat godt 3 timer efter "Veninden".

Ja det er sgu en køn veninde. Ved overrækkelse af løbsudskriften bemærkede SR- kvinden at vi var blevet nr. sidst og nr. 2. Ja sådan kan det jo gå, når medkombatanterne falder fra. Vi mangler endnu at se, om der er nosser i Roma, der altså også udgik.

Partout klarede turen uden havarier, selv om den fik tæsk i Smålandsfarvandet, der viste sig fra sin mest ubehagelige side. Heldigvis var den store traditionelle menu indtaget i Storebælt.

Jens mener at han er blevet for gammel til SR!!!!! Nå han kommer nok på andre tanker inden 1999.

 

Partout